fredag den 25. marts 2016

Brændenælde - en af de ni slags grønt til påske

Brændenælder er godt til meget: som brændenældesuppe, i Skærtorsdagskål med ni slags grønt, som te, i pølserne og frikadellerne sammen med skvalderkål, i brød og boller, ja sågar vafler!

De første fine skud af brændenælder er fremme nu. De vokser mange steder, og de vokser særlig godt på jorde med masser af kvælstof. Medbring nogle havehandsker til at plukke med, og læg skuddene ned i en plasticpose.

Den hjembragte høst kan man lægge i skål og skylle fri for sand og jord i flere hold koldt vand. Brug en køkkenpincet til at håndtere skuddene med, så du ikke brænder dig. Overhæld til sidst bladene med kogende vand til det dækker, og hæld det fra igen efter 15 sekunder. Så er de blancherede og brænder ikke længere. Herefter kan nældebladene hakkes og blandes i fars, suppe, brøddej eller vaffeldej. Smagen af nye brændenældeskud er mild og god med let umamismag.

Brændenælder er er en god kilde til calcium (ca. 480 mg/100 g - det er på højde med ost!), kalium (ca. 300 mg/100 g), folat (ca. 14µg/100 g) og vitamin K (phylloquinon - ca. 500 µg/100 g).

Brændenælder (Urtica dioica)  i marts


Boller med brændenælder.  Brug den bolle/brøddej du ønsker og tilføj et par håndfulde blancherede, hakkede brændenælder.

Brændenældeskud i marts

De tidlige brændenældeskud er nemme at genkende, og der er ikke noget at tage fejl af.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar