torsdag den 5. oktober 2017

Lav en syrlig, forfriskende drik af sumak

I juli til oktober modnes frugterne på hjortetaktræerne (Rhus typhina). De er nemme at genkende. Pluk dem i en periode hvor det har været tørvejr i nogle dage. Stryg fingrene hen over frugterne og smag efter om frugterne afgiver syre. Gør de det, kan du brække udvalgte eksemplarer af. Vores hjemlige hjortetaktræer er beslægtet med de arter, som man laver krydderiet sumak af i Middelhavsegnene og Mellemøsten. Det krydderi, som man kan købe under navnet sumak i butikkerne, stammer fra andre Rhus-arter, som f.eks. Rhus coriaria.

Her ligger frugterne til tørre. Der er tale om frøstande, hvor de enkelte frø er beklædt med hår, som indeholder vandopløselige farvestoffer, smagsstoffer og syre. Hvis det har regnet vil disse stoffer være skyllet af, så man skal vente til det har været tørvejr i mindst et par dage, før man plukker frøstandene. De grønne dele kan afgive en mælkesaft, der virker irriterende på hud og slimhinder. Så vent med at bruge frøstandene til stilken er tørret ind, og der ikke længere afgives mælkesaft.

Lad en eller flere frøstande stå i blød i stuevarmt vand i 10-12 timer. Bevæg frøstandene lidt rundt en gang imellem, så der ekstraheres så meget smag som muligt. Brug ikke varmt eller kogende vand, da det også vil udtrække bitre stoffer. Når ekstraktionen er løbet til ende, fiskes frøstandene op, og drikken kan opbevares på køl et par dage.

Sumakdrikken smager godt i sig selv, syrligt og aromatisk. Hvis man synes, kan man søde den med lidt sukker eller honning.