Jeg var ude ved Marselis strand for at plukke nogle store flotte hyben til hyben-æblemarmelade, da min trøje pludselig hang fast i et-eller-andet. Det viste sig at være en velvoksen bukketorn, ovenikøbet med blomster. Om en måneds tid er der sikkert modne bær på busken, og de kan spises, rå eller tørrede. Bærrene er bedst, når de er helt modne og fuldt røde, gerne overmodne, eller ved at tørre ind. Umodne bær og blade er giftige, så lad dem være. Er du i behandling med blodfortyndende eller blodtrykssænkende medicin, eller har du diabetes, er Goji-bær ikke noget man skal spise i større omfang, da de kan forstyrre omsætningen af medicinen.
Bukketorn er af natskyggefamilien, hvilket også kan ses på blomsterne, der minder meget om andre natskyggeblomsters, f.eks. kartoffel og bittersød natskygge. Frugterne hos bittersød natskygge ligner meget goji-bærrene, så vær opmærksom på, hvilken plante du har foran dig, så du ikke kommer til at spise bærrene af den giftige bittersød natskygge. Bittersød natskygge har en blød, urteagtig stængel, der klatrer som en lian, og derfor vil man ofte finde dem stikkende ud af hække, hvor de finder god støtte. Bukketorn har forveddede, tynde overhængende grene med torne på.
|
Stor busk af bukketorn. Ofte er de mindre, og nærmest til at falde over. |
|
Blomst af bukketorn |
|
Gren af bukketorn med blade og blomster |
|
Bittersød natskygge med umodne frugter |
|
Bittersød natskygge med blomster, den urteagtige stængel, og blad. |
|
Bittersød natskygge, der vokser gennem hæk i park i Århus |
|
Blomster og modne frugter hos bittersød natskygge. Bemærk hvorledes de gror på forgreninger. |
|
Næsten modne frugter af bukketorn. Bemærk, hvorledes de gror i en klase fra samme vækstpunkt. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar