lørdag den 19. december 2015

Den grønne december

De fleste tænker vel, at der ikke er noget at samle i december. Men det er der, især i en periode, som vi har nu, hvor der ikke er nogen nattefrost. Det benytter den lille grønne plante, fuglegræs, sig af. Fuglegræs kan bruges som frisk grøn garniture til måltiderne, eller som en del af en større salat. Spis dog ikke mere end en håndfuld ad gangen, da plantens indhold af saponiner kan blive for meget for maven, så man kaster op. Lidt er godt, mere er ikke bedre. Fuglegræs smager lidt hen ad ærtebælg, og har en dejlig sprød konsistens med en saftighed i de friske stængler og blade, der er meget forfriskende i et vintermåltid.

Fuglegræs med blomsterknopper




Jeg lærte at spise fuglegræs, da jeg en gang ved et besøg på en cafe, troede at jeg havde fået ukrudt i salaten. Men det var skam med fuldt overlæg, fik jeg at vide, og lige siden har jeg holdt af at spise lidt fuglegræs i ny og næ. De indhøstede planter kan holde sig friske i en plasticpose eller -bøtte i et par dage i køleskab.


Her ligger fuglegræsset i højre side af den famøse tallerken på Bornholm, der åbnede mine øjne og smagsløg for fuglegræs.


Her i Farum Midtpunkt, hvor jeg bor, er der vokset ukrudt frem i nogle nye bede, der står og venter på at blive plantet til. Det er et rigtig godt sted at finde fuglegræs.


Fuglegræs med blomsterknopper
Fuglegræsset deler her pladsen med et væld af andre nyligt fremspirede småplanter
Her står planterne godt uden at der kommer hundeefterladenskaber til.
Oplevelsessti under konstruktion
Små mængder giver en smuk tallerken