mandag den 10. august 2015

Tid til hyben

Det er tid til hyben - men har du tid til at ordne hyben, spørger du nok? Det behøver ikke at tage så lang tid. I Samvirke anbefaler man at fryse de halverede hyben, for derpå at kratte kernerne ud med skaftet af en teske. Men jeg har en bedre metode.
Tag en tur til stranden. F.eks. som her: Hornbæk strand. Her er der hyben på hybenroserne i slutningen af juli og begyndelsen af august.
Pluk hyben der er modne, men ikke så modne at de smatter. Denne her har passende farve, og er stadig fast.

Pluk en stor portion, tag dem med hjem og skyl dem.

Skær blomsten af hver hyben med en lille skarp kniv, og halver dem. Læg dem op i en hurtighakker.

Hak hyben med kernerne til det ser således ud. Tilsæt herefter vand til massen er akkurat dækket. Brug ikke mere vand end højst nødvendigt, da der bliver udludet mere C-vitamin, jo mere vand man bruger og jo længere tid man bruger på denne proces.
Kernerne vil nu flyde ovenpå, og de kan skummes af med en ske.

Her kan man se hvorledes skallerne lægger sig pænt på bunden og kernerne flyder ovenpå. Rør lidt rundt i skallerne med en ske, for at få de resterende kerner til at flyde op til overfladen.

Her er de afskummede kerner, der blot kan smides ud.

Overfør skallerne til en gryde og kog marmelade af dem. Man kan også bruge dem til chutney eller mange andre ting. Du kan bruge vandet fra separationsprocessen igen her, så du også får glæde af de C-vitaminer, der er gået over i vandet. 


Her er den færdige marmelade, lige til at gemme i skabene til vinter. Hyben er en af de mest C-vitaminrige frugter vi har. Der er selvfølgelig mest i de rå hyben, men hybenmarmelade er nu heller ikke at foragte.








5 kommentarer:

  1. Tak for et godt råd. Det vil jeg prøve næste år (har allerede stået og småbandet i år ;-)

    SvarSlet
  2. Hej Helle.

    Det var da det nemmeste nogensinde :)
    Min mor bor i hybenland (læs ved Vestkysten) og når hun laver noget, hvor hun gerne vil have hyben i større stykker, så halverer hun dem og fryser dem. Så kan hun banke/ryste kernerne ud. Ikke helt så nemt som din metode, men godt, hvis man vil sylte halve hyben eller lave en grov chutney :)

    /fru Winther

    SvarSlet
  3. Fantastisk godt råd :-).
    /Søren

    SvarSlet
  4. Hvordan undgår du at kværne ormene med? 🙈 Jeg prøvede i år for første gang, men da jeg havde nået 1/10 af bærrene og ca 10 tykke hvide orm gav jeg op og smed det hele ud.

    SvarSlet
  5. Helle Buchardt Boyd28. september 2022 kl. 05.04

    Du må sortere de hyben fra, der har tegn på orm, på forhånd. Som sagt, lad være med at plukke hyben, der er overmodne eller smattede, det er som regel også dem, der er orm i.

    SvarSlet